Solen varmer endnu. Dagene bliver kortere. Snart skal de ekstra sokker findes frem. Måske begynder det også at trække ind af vinduet? Efteråret og endnu en fyringssæson er på vej – men har du overhovedet råd til det?
Det svar kan husejere i Svendborg Kommune få i de kommende weekender. De har sagt ja til at få et energitjek af deres hus – og ja til at andre husejere må følge med. Det er energirådgivere fra Energitjenesten, som udfører energitjekket. I mange huse, kan varmeregningen sættes ned med flere tusinde kroner om året. Alligevel vælger mange ikke at gøre noget ved det, fordi det kan virke uoverskueligt. Ofte er folk i tvivl om, hvor de skal starte og hvad der kan betale sig?
Arrangementerne holdes
- lørdag den 20. september i Hundstrup ved Filippahuset, Filippavej 64, 5762 V. Skerninge.
- søndag den 21. september i Ulbølle (Nyvej 59, 5762 V. Skerninge),
- lørdag den 4. oktober på Krarupvej 33, 5771 Stenstrup
- søndag den 5. oktober i Troense (Eskærvej 14 A, 5700 Svendborg)
Alle dage kl. 10.
– Der bliver udført to store fælles energitjek om formiddagen. Om eftermiddagen udføres der 6-10 mindre individuelle energitjek, som man kan booke sig til på dagen, hvis man bor i nærområdet.
Energitjenesten medbringer en mobil udstilling. Her kan man få råd om alt fra sparepærer til energirigtig renovering.